Koncert med Kristian Marcussen

Koncert

Med udgangspunkt i Lolland-Falster tager jeg rundt i Danmark og spiller koncert.

Jeg er bosat i Maribo og har været det siden 2018. Samme år stiftede jeg Medicine Melodies, som, ud over at udgive musik, danner ramme for mine koncerter – eller nærmere koncertforedrag.

Der er nemlig tale om en kombineret jazzkoncert og foredrag om, hvordan musik kan hjælpe i forbindelse med psykisk sygdom.

Jeg er uddannet Statsprøvet musiklærer fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium 1995 med klaver som hovedfag. Jeg er freelance pianist og foredragsholder. I 2018 stiftede jeg Medicine Melodies og holder koncertforedrag om musikkens betydning for mit liv.

På mit debutalbum, Alfa Omega (2004), søgte jeg et kunstnerisk udtryk. Jeg var udfordret af psykisk sygdom, men kæmpede mig frem i et virke som pianist, som var det hænderne, der var bedøvet af medicin. Jeg trodsede modstanden og præsenterede stolt debutalbummet, sammen med Morten Lundsby (bas) og Martin Roy Wade (trommer).

Jeg var imidlertid ikke kureret. Sygdommen havde sat sine spor. Men så begyndte musik at have endnu en dimension for mig, idet jeg kunne bruge den aktivt i forhold til min mentale sundhed. Jeg har præsenteret My Soul Is Filled With Peace, som er blevet det album, mange lytter til, når de skal slappe af fra hverdagens stress og jag.

”Med inspiration fra jazz- og klassisk musik komponerer og spiller jeg i et overvejende roligt og klangfuldt univers, for det er her, jeg selv finder fred”

Kristian Marcussen

Nu kombinerer jeg et foredrag, hvor jeg fortæller om musikkens betydning for mit liv, med en koncert med mine egne kompositioner.

“Hope”, af Kristian Marcussen – live i Galleri Lolland, Maribo 2019