Vælg en side

Musik

Jeg søger at udforske spændingsfeltet mellem originale jazzkompositioner og musik, der egner sig til meditation. Så jazzmusikken bliver rolig og klangfuld, og meditationsmusikken får et udtryk og en dybde.

Dansk triojazz

Mit debutalbum, Alfa Omega fra 2004, indeholder egne kompositioner, arrangeret for jazztrio (klaver, bas & trommer). Den klassiske musiks klangidealer i fællesskab med jazzens rytmik og leg er inspirationen bag musikken, hvor gennemkomponerede afsnit blandes med improvisatoriske elementer. Der er en velkendt nordisk lyd at spore, og musikken gør det muligt for hver af trioens medlemmer at sætte sit eget personlige præg.

I 2008 indspillede samme trio album nummer to, My Soul Is Filled with Peace. Der er en udpræget ro på dette album. Klaveret står tydeligt frem, med bas og trommer let akkompagnerende. Der er fokus på klang.

Jazzharmonier for klassiske orkesterinstrumenter

I mange år har jeg komponeret musik for klassiske orkesterinstrumenter som strygere, fløjte m.m. Jeg blander gerne et klaver, elklaver eller synthesizer ind i den ellers klassiske sammensætning af instrumenter. Musikken producerer jeg på computer med de bedste virtuelle orkesterlyde.

Meditationsmusik, som inviterer til lettere aktivering af sindet under meditationen

Jeg har produceret to meditationer for syngeskåle og klaver. Lydlandskabet varierer fra at give plads til ro og fordybelse med rene syngeskåle, til at være mere mentalt aktiverende i form af stemningsskabende klaverspil. Gert Bach spiller på syngeskåle og vindspil.

Improvisationer for soloklaver

Jeg improviserer gerne på klaver. TODRO (Home recordings) er optaget i hjemmestudiet omkring år 2009. TODRO er et ord, der er sammensat af TODIMENSIONEL RO, og det er et udtryk for en balance i livet på to planer: Det jordnære og det spirituelle.

Du kan lytte til mere af min musik på Soundcloud eller Youtube.