Recovery
Med udgangspunkt i egne, levede erfaringer, tilbyder jeg foredrag, undervisning og sparring om recovery (at komme sig fra psykisk sygdom), herunder hvad musik kan gøre i den forbindelse.
Min vej går gennem psykiatrien
Jeg blev som 28-årig patient i psykiatrien.
I dag har jeg et godt liv med en samboende kæreste og eget pladeselskab, hvor jeg udgiver min musik. Jeg spiser medicin. Jeg kæmper med symptomer, men klarer at have en meningsfuld hverdag.
Egne erfaringer sat i spil for at hjælpe andre
Jeg er førtidspensionist men er aktiv med musik og med tiltag, hvor jeg kan bruge mine erfaringer i forhold til andre.
Jeg har holdt en del foredrag, hvor jeg fortæller om musikkens betydning for mit liv, også som bruger af psykiatrien. Her supplerer jeg med et udvalg af mine bedste numre fra klaveret.
Recovery – set ud fra mit synspunkt
Den oprindelige grundtanke med recovery var, at man ikke er fanget i en kronisk sygdom, som kun skule være biologisk/kemisk bestemt, men at man kan gøre noget på det psykologiske og sociale plan, for at komme i bedring.
Recovery er en proces, ikke et endegyldigt mål. Derfor giver det ikke mening at tale om at komme sig helt, men om at kæmpe sig vej gennem livets udfordringer og bump. Det er i sig selv recovery.